På en kold februar dag var jeg på vej til arbejde. Det var tidligt om morgenen og ved opkørslen til Nesa Allé i Gentofte, er der altid hektisk trafik og ofte lang kø.

Køen stoppede brat, tjekkede mit bakspejl og så, at bilen bag mig også stoppede. Men det gjorde den 4. bil ikke.

En lille skraldebil kom susende i fuld fart ind i bilen foran ham, som så hakkede ind i ham bag mig og han bankede videre ind i mig. Et harmonikasammenstød.

Siden ulykken har jeg været i en karrusel af indre og ydre kamp.

En kamp om at komme tilbage på farten igen asap.

En kamp jeg ikke kan vinde. Min krop er klog og ved godt, hvad den har brug for, meget klogere end mit sind som ønsker, at alting er som det plejer. Back in business yesterday…

Jeg fik piskesmæld i nakken, tryk hen over brystbenet fra selen og bækkenpartiet blev presset hårdt af selen.

Jeg følte egentlig ikke, at det var et voldsomt smæk jeg fik bagfra, men kan huske at kaffen i mit glas fløj ud over hele forruden og lyden af 2 biler, der knaser sammen, sidder stadig i hele mit nervesystem.

Min bil blev erklæret totaltskadet – det blev jeg heldigvis ikke – selvom jeg har følt mig sådan ofte lige siden.

Jeg har lige siden ulykken kæmpet for at komme tilbage på fuld kraft.

Ønskede inderligt, at jeg kunne træne som jeg plejer, og arbejde som jeg plejer med stor iver og energi og motivere og støtte mine kunder det bedste jeg kan.

Jeg har haft smerter lige siden ulykken i hele kroppen.

Smerter jeg ikke har kunnet ignorere.

Oh jo tro mig, jeg har prøvet at ignorere alle smerter og gøre ”som jeg plejer”, med den konsekvens, at jeg må ligge mig resten af dagen med smerter og dyb frustration over min krop, der ikke længere vil samarbejde med mig.

Jeg har til tider følt mig sat helt ud af spil og blot været tilskuer til mit liv, og set en kvinde der har behov for at sove midt på dagen, har lav energi, en kvinde der må sige nej tak til kunder og andre skønne tilbud som ellers normalt ville blive taget imod med kyshånd og dyb taknemmelighed.

Jeg er selvstændig og har fundet ud af hvor dybt afhængig jeg er, af min krop skal fungere og at min psyke er stabil.

Jeg har kæmpet som en gal for, at prøve mig selv af og blive ved med at gøre, som jeg plejede at gøre.

Efter mange måneder i en indre og ydre kamp, har jeg måttet sande at modstand ikke er vejen frem.

Jeg er uddannet FLOW Specialist og burde vide alt om, at modstand og flugt ikke virker, men jeg har ikke været så klog, når det er kommet til mig selv denne gang.

Jeg har ikke fået mærket ordentligt efter mit behov for ro, og tid til at heale op.

Jeg har ligget i konstant modstand og modarbejdet mig selv, jeg har haft meget svært ved at erkende, at jeg ikke har været i stand til at varetage alle mine arbejdsopgaver, min træning og den energi, jeg har brugt på andre mennesker.

Det har været fysisk umuligt…

Jeg har skåret helt ind til benet af arbejde, og kun lavet det aller nødvendigste såsom at have sessioner med nogle af mine kunder og være på de arbejdspladser, jeg er tilknyttet.

Alt andet har jeg skåret væk.

Alt hvad der hedder kontorarbejde er no go.

Mange kunder på en dag er no go.

Husligt arbejde, indkøb og madlavning har primært været min mand Steffen, der har stået for det.

Energien er opbrugt og jeg har fokuseret på meditation, stræk, blid træning og tid til at lytte ind og mærke efter hvordan kroppen har det.

Ingen tid ved computeren, ingen statusopdateringer fra mig med træning eller andre gode råd.

Jeg har ikke engang haft overskud til at skrive et blogindlæg.

Et blogindlæg der fortæller dig, hvorfor der har været helt stille og ingen aktivitet

Det er meget sårbart for mig, at skrive disse linjer.

Jeg har altid kørt med 100 km i timen, høj i energi og fuld fart frem.

At se mig selv nu og der jeg står, føles sårbart og nøgent – men også nyt.

Frygten for ikke at være med på forreste række, og være en del af de driftige kvinder, der kan selv, ånder mig i nakken og skubber til alle de gamle følelser, jeg havde som barn.

Følelsen af ikke at være god nok.

Ikke at få lov til at være en del af flokken.

At blive udstødt og ensom.

Jeg har svært ved at erkende det, men det er de følelser, jeg har kæmpet med lige siden jeg erkendte, at jeg ikke kunne spille med i den tunge liga, hvor en arbejdsuge på 50 – 60 timer ikke har været ualmindelig for mig.

Jeg elsker mit arbejde. Elsker at være en del af en masse menneskers liv og kunne hjælpe dem på forskellig vis.

Så derfor arbejder jeg dagligt på, at navigere rundt på fornemmeste vis i det at være aktiv i mit arbejde og lave absolut ingenting. Det er en ny slags dans som jeg øver mig i dagligt 😊

Jeg skal nok lande.

Men hvis jeg skal lande helstøbt og på begge ben godt plantet i den danske muld, må jeg bruge den tid det tager for at få min krop tilbage igen 🩷

Kærligst Jacqueline