Når du er sand med din sårbarhed, usikkerhed, forvirret og ked af det hed, og du sætter ord på det du mærker og taler uden frygt for, at blive afvist og misforstået, er det ekstremt healende og givende for alle parter og den smidigste og kærligste måde at agere på i livet.

Jeg har været igennem en længere periode med nogle af disse følelser, og det er vigtigt for mig, at give dig en meget hudløs og ærlig beretning fra mig.
For mig gir det mening, at hvis jeg på nogen som helst måde kan give dig noget godt ud fra min læring, så føles det helt rigtigt at give det videre til dig.

Mit budskab med, at lave dette skriv er dybest set, at når vi blir udfordret af livet og specielt livet fra sine mørke sider, kan det være ufatteligt svært at holde hovedet koldt og tænke rationelt. Selvom vi normalt er rationelt og klart tænkende individer, kan vi komme til at handle urationelt og forkert, fordi vi selv har mistet jordforbindelsen.

Jeg har været igennem en personlig proces med angst og usikkerhed. Følelserne kom væltende efter, jeg mistede min mor samtidig med, at jeg valgte at afslutte livet for mine 2 katte på 17 og 18 år.

De var friske og højt elskede, men der var en personlig årsag til, at vi som familie tog den beslutning.

Tabet af alle har været et chok for mig.

Selvom jeg besluttede, at aflive mine kære katte, som jeg har knus elskede alle årene, så er tabet og sorgen ikke mindre af den grund.

Sorgen har fyldt alt, og jeg har været så ked af min beslutning om at aflive mine elskede katte, men jeg kunne på igen måde forudsige den sorg der efterfølgende kom, og jeg viste ikke, at jeg snart efter også ville miste min mor.

Personligt blev jeg efterfølgende ramt af en stærk følelse af sorg og frygt. Jeg blev bange for at miste. Jeg har været forskånet fra, at miste helt nære relationer hele mit liv.  Jeg har været tilskuer til mange omkring mig som har mistet nære og kære som de elsker.

Frygten for at miste begyndte at fylde i mig. Følelserne var ikke konstruktive, det føltes usikkert og jeg var ikke realistisk men ikke desto mindre fyldte utrygheden så meget, at jeg blev urolig og bange for, at miste mine helt nære relationer.

Helt konkret blev jeg bange for at miste en veninde. En veninde som jeg altid har været helt tæt forbundet med. Og min usikkerhed blev ikke køn…

Tankerne fylde rigtig meget i mig, og jeg begyndte, at se spøgelser og blev bange for at hun gled fra mig og det buldrede og fyldte alt imens jeg blev usikker og jeg tænkte ikke klart.
I en normal tilstand, har jeg ret godt styr på mig selv og er god til at tænke klart og mærke klart. Men ikke i dette tilfælde, jeg var på ingen måde i normal tilstand nærmere I RED ALERT TILSTAND.

Resultat af det var, at jeg reagerede på en måde som blev, overvældende, sårende, og jeg holdt ikke hovedet koldt som jeg ellers ville ha gjort. Jeg reagerede i affekt. 

Det føltes som en dæmon der overtog min fornuft og jeg kunne ikke tænke klart.

Alt var fordi jeg var bange for at miste MEN JEG MISTEDE MIG SELV FOR EN STUND ISTEDET….